Weiner har skrevet et par underholdende romaner God i sengen, 2001, og I dine sko, 2003, og hun fortsætter i samme spor med Små jordskælv. En roman hvor fire kvindeskæbner væves sammen og de personlige realtioner blandes på bedste vis. Becky hjælper Ayinde, da hun pludselig får veer efter en yogaklasse, og fødslen og babyerne er et gennemgående tema i denne skildring af fire kvinder fra middelklassen i det borgerlige Philadelphia. Her er opture og kriser, her er dumme egoistiske mænd, her er sammenhold mellem kvinderne, og her er omvæltningerne, når der pludselig er små børn at forholde sig til. De fire kvinder Becky, Ayinde, Kelly og Lia har hver deres at slås med, og Weiner skildrer dem med en kærlig, humoristisk og ironisk distance, som gør at de fremstår som personer i et større spil, hvor de hver for sig har nok at slås med i en situation, som de ikke helt har fod på. Små og store problemer optager dem, det er middelklassens problemer, som kan synes uoverskuelige, men egentlig er små, set i et bredere perspektiv. Weiner kender sine lus på travet og forstår at skildre de fire kvindeskæbner, så man hele tiden er underholdt. Det svinger og de enkelte kvinder får liv og indhold, som giver læseren lyst til at følge disse kvinders problemer og forholde sig til dem. Kvikt skrevet, gode replikker, gode portrætter, god underholdning, som man lapper i sig.