Den synske vampyr Vishous rammes af et skud i hjertet og det er op til den menneskelig kirurg Jane at redde ham. Serien, der hører til "paranormal romance"- genren, henvender sig primært til kvindelige læsere af romantisk vampyrlitteratur.
"Smertens søn" er femte bind i Tellerups danske oversættelse af serien, der på engelsk tæller 12 bind med flere på vej. Hvert bind skifter hovedperson blandt vampyrerne med de specielle navne som som Phury og Zsadist - denne gang er turen kommet til Vishous, der bliver forelsket i kvinden Jane. At serien er meget erotisk kan denne passage understrege: "Selv i hans svækkede tilstand dunkede hans rejsning mellem benene på ham, og for sit indre øje så han at hun stod bøjet over sengen i den hvide kittel, og ikke andet, mens han tog hende hårdt bagfra.".
De mandlige vampyrer er flotte og store - som taget ud af Chippendales. Og dialogerne er som taget ud af "Beverly Hills 90210". Men den aparte blanding af vampyrer, erotik og en ungdommelig jargon fungerer og "Smertens søn" er endnu et underholdende bind der vil tilfredsstille målgruppen.
Det er oplagt at sammenligne med "Twillight-serien", men "Smertens søn" er mørkere og mere erotisk - en vampyrerotik, som kan spores tilbage til Anne Rice og hendes serie "Vampyrkrøniken".