Kan formidles i en skolesammenhæng samt formidles til filmkendere. Kan ses fra 15 år.
Nick er 13 år og løbet væk hjemmefra. Han har hidtil boet alene med sin mor og mindre brødre og har aldrig kendt sin far. Alene i København møder han den midaldrende Ralph, som han får lov at bo hos, men som han til gengæld skal give seksuelle ydelser. Nick bliver smidt ud, da Ralphs kone pludselig dukker op, og efterhånden ernærer Nick sig som trækkerdreng. Han kommer med i en bande af trækkerdrenge, med den stærke René som leder. Banden nøjes ikke kun med at trække, men laver også andre ulovligheder. Nick bliver vildere og vildere og tiltrækkes af René, som bærer på en hemmelighed.
Filmen er på mange måder en debutfilm: Det er den første film produceret af selskabet Zentropa, og instruktøren, Carsten Sønders, og skuespillerne Christian Tafdrup og Dictes debutfilm. Bibliotekerne har mange film, der handler om prostitution, men ingen der handler om trækkerdrenge på samme måde, som Smukke dreng, hvor Nick har en stor grad af frivillighed i sit valg omkring prostitutionen.
Realistisk film om livet i 1990'ernes Danmark. Forholdet mellem Nick og hans mor er beskrevet meget fint og rammende, og man sætter ikke spørgsmålstegn ved Nicks valg om at stikke af. Filmen viser, hvordan Nick langsomt, men sikkert, kommer længere og længere ind i kriminaliteten, og til sidst bliver nødt til at træffe et valg: vil han konfirmeres eller blive på gaden? Selvom filmen efterhånden har nogle år på bagen, holder den stadig.