Snedronningen

Rohdes dramatiserede og stærkt bearbejdede udgave af H.C. Andersens eventyr er grundlaget for – omend ikke helt identisk med den opsigtsvækkende forestilling, der netop nu opføres på et københavnsk teater, hvor nogle scener er slettet og nye føjet til. Rohde fokuserer i sin Snedronningen på det diabolske og surreelle i eventyret på bekostning af det narrative fremadskridende forløb hos Andersen. Rohde har desuden tilføjet personer og elementer som fx talende blomster til de klassiske figurer Kaj og Gerda. Skuespillet fremstår – også som trykt tekst – som en collageagtig og visualiserende mosaik af stærke og effektfulde tableauer, hvor det nu kan være svært nok at finde den indre sammenhæng mellem de ret korte scener. Også sprogligt er der noget anderledes på spil. Rohde er i lige så høj grad – modsat andre af de nye dramatikere – interesseret i den klassiske fortællerstemme og den indre monolog, som i person- og replikbehandlingen. Der er således på en gang noget storladent og arkaisk over hans sprog, der sammen med de kontante indslag af pornografisk tilsnit giver stor spændstighed. Rohde manifesterer sig – til trods for stykkets abrupte, lidt ufærdige konstruktion – som en af tidens meget spændende dramatikere.

Read the full assessment