Denne fagbog om snegle indgår i serien Første fakta. Bøgerne i denne serie har en lix på ca. 10 og kan læses af børn fra ca. 7 år enten af interesse eller i forbindelse med små projekter og faglige læsekurser, hvortil der kan hentes opgaver på nettet.
Bogen er bygget op over 7 tekstsider med dertil hørende helsides farvefotos, som illustrerer og understøtter det læste, samtidig med at billederne fanger læserens opmærksomhed samt fascinerer. Teksten er bygget op over små korte sætninger, hvor de enkelte ord er stavelsesdelt med en tynd lodret streg. Det faglige indhold er imponerende højt taget i betragtning, at der er så få sætninger. Emnerne er snegle i havet, snegle på land, hvordan snegle bevæger sig, formering, dræbersnegle, mennesker og snegle samt sneglearter.
Der findes enkelte andre titler for børn om snegle, men ingen der er lige så letlæste. Steen Aggers Dræbersneglen, 2008 er både fagligt og læseteknisk sværere men velegnet til de lidt bedre læsere.
Endnu en god udgivelse i serien Første fakta. Bogen er både velskrevet og med et fagligt godt indhold.