Platformspil med den kendte Nuser/Snoopy fra Radiserne. For alle spillere men primært til de yngre og de nostalgiske.
Filmen om Radiserne har premiere denne jul, og dette spil udgives i samme anledning. Man styrer hunden Snoopy, der leder efter Søren Brun og de andre Radiser, der leger gemmeleg. Stilen er regulært platformspil, hvor man ser den lille hund og hans fantasiverden fra siden. Diverse forhindringer skal passeres og fjender skal klares. Der er ingen død i spillet, da fjenderne blot slås ud kortvarigt. Banerne er delt ind i en række temaer fra Snoopys fantasi, og hvert tema indeholder underbaner samt en boss-fight. Der er mulighed for 2-personers multiplayer, hvor fuglen Woodstock kan hjælpe til med særlig områder af banerne. Stilistisk er spillet som tegnefilm, og musikken er jazz fra Vince Guaraldi, der har leveret musik til Radisernes tegnefilm. Der er ikke megen tekst og tale, og de fleste kan være med på sværhedsgraden.
Et charmerende spil for de mindre spillere, og deres forældre. Banerne er farverige og fantasifulde, omend der er en tendens til gentagelse i forhindringerne. Desværre er spillet præget af en del fejl i kontrollen, der giver udslag i besværlig styring af den lille hund. Der er stort set ingen indlæringskurve. PEGI er 3. Fra 6 år.
Der er tidligere lavet spil i Radise-universet, men ikke til biblioteksbrug.