Bag den ret intetsigende titel gemmer der sig en farverig og spændende skildring fra vikingetidens Island, ca. år 1000. Historiens fortæller - Gudrid - gør som gammel en pilgrimsrejse til Rom og her nedskrives hendes livs spændende krønike af munken Agnar. Og der er virkelig tale om en livfuld skildring af mænds og kvinders meget forskellige betingelser, om krig og kærlighed, drabelige dyster og stordåd, om sult og misvækst, og om generationers fejder og hævn og om angsten for genfærd og ånder. Gudrid gifter sig med en af Erik den Rødes sønner og er med både i Østerbygden på Grønland og på togterne til Vinland - vore dages Amerika. Gudrid er også blandt de første kristne i menigheden, da hende svigermoder Thjodhild grundlægger den første kirke i Grønland. Efter at være blevet enke gifter hun sig rigt med handelsmanden Karlsefni, får 2 sønner med ham og slår sig igen ned på Island. Det er forfatterens første roman på dansk, hun har desuden skrevet 3 andre romaner, noveller, digte og bøger om økologisk havebrug. Skildringen af Gudrids dramatiske liv og skæbne er levende fortalt og vil givet interessere mange læsere af historiske romaner, idet både personerne, opbrudstiden og samfundsforholdene er godt og vidende skildret.