Da vi bruger knap en tredjedel af vores liv med at sove, er det forbavsende så lidt viden, vi har om denne aktivitet. Det vil forfatteren, der er psykiater og overlæge ved Sct. Hans Hospital, råde bod på med denne på en gang faglige og populære fremstilling af de mange aspekter, søvnens funktion, anatomi og forstyrrelser har. Læseren opdateres med den seneste forskning på området samt udstyres med en masse interessante og praktiske råd for en optimal søvn. Centralt står beskrivelsen af søvnproblemer og søvnsygdomme, hvoraf de fleste kan afhjælpes eller behandles. Men helst ikke med traditionel sovemedicin, som er så vanedannende, at forfatteren kun anbefaler den, når intet andet hjælper. Populærvidenskab i ordets bedste betydning med en bred anvendelsesmulighed, hvad enten man har problemer med søvnen, eller blot vil forstå nogle af de mange mekanismer og funktioner søvnen har.