Solhaven

David arbejder som SOSU-assistent på plejehjemmet Solhaven og er glad for sit job. Da en ny vikar gør sin entré på arbejdspladsen, begynder Davids liv at ændre sig. For læsere af romaner om livet og døden, om etik og moral og om at miste sig selv i jagten på sine drømme.

På plejehjemmet Solhaven bor blandt andre den demente Bjarne, som dagligt insisterer på at hente sin døde bror ved bussen, og den fornemme fru Sangenberg, som skælder ud på alt og alle. SOSU-assistenten David navigerer på fornem vis mellem professionalisme og nærhed overfor beboerne, og engang imellem maler han portrætter af dem. Den nye vikar Cassandra er vild med Davids billeder, og hun opfordrer ham til også at male beboerne, når de er døde. Cassandras far er en kendt gallerist, og David bliver tiltrukket af både Cassandra og udsigten til berømmelse. Derfor indvilger han i at male beboerne i døden, selvom han allerede fra begyndelsen har en anelse moralske skrupler. Portrætterne bliver blændende gode - og så begynder beboerne at dø lidt hyppigere, end de plejer.

Solhaven er en utrolig fin bog. Der er en form for lethed i romanen, som gør, at man som læser fatter sympati for (stort set) alle i persongalleriet, og der er en underfundig underspillethed og ro, som spiller godt op imod bogens alvorlige og lidt uhyggelige handling. Slutningen er virkelig fantastisk på en lidt myrekrybsagtig måde.

Bogen giver på en måde mindelser om Maren Uthaugs En lykkelig slutning, selvom temaet ikke er helt det samme.

Read the full assessment