Som brødre vi dele

Lisbeth Brun har skrevet endnu en god og vedkommende roman, hvor personer og miljøer skildres gennem mange små detaljer og antydningens kunst. Den henvender sig til læsere af realistiske og psykologisk overbevisende romaner og vil som Bruns tidligere romaner med sine mange lag og temaer være oplagt i læsekredse.

Helle er nu i 40'erne og vender tilbage til den egn omkring Limfjorden, hvor hendes to halvbrødre voksede op. Selv blev Helle bortadopteret som spæd, og som ung opholder hun sig en tid på gården hos sin mor og dennes mand. Først uden at give sig til kende, men sidenhen kommer slægtsskabet for en dag. Nu ligger morens fraskilte mand for døden, og efter hans død lejer Helle gården for at binde en sløjfe og komme videre med sit liv. Familierelationerne er komplicerede i denne roman, ligesom de uudsagte følelser er det. Netop det lavmælte og det underforståede er nogle af romanens store kvaliteter, og den skal læses langsomt for at få det hele med.

Lisbeth Brun (f. 1963) bliver bedre og bedre for hver roman, og selv om forlaget kalder Som brødre vi dele en selvstændig fortsættelse af Ved vejs ende, 2006, og af Det du mister, 2011, er det er snarere en parallel roman, som foregår samme sted, men lidt forskudt i tid og personkreds. Det er oplaget at sammenligne Bruns tre Løgstør-romaner med Ida Jessens Hvium-trilogi.

En velskrevet, vedkommende og foruroligende dansk roman, der kan læses bredt. Man får klart mest ud af den, hvis man læser de foregående bind først.

Read the full assessment

Lisbeth Brun bringer handlingen til live med små detaljer og antydningens kunst i sidste del af trilogien om familierelationer og landsbrugssamfundet langs Limfjorden.På bagsiden af ’Som brødre vi del...

Read review