En flot illustreret og inspirerende bog om sommerblomsterne, der er godt oversat og bearbejdet af planteeksperten Grethe Bjerregaard. Indledningsvis fortæller forfatteren om anvendelsen af sommerblomster i blandede og selvstændige bede, om gode farvesammensætninger og om plantning i potter og ampler. I bogens omfattende planteafsnit præsenteres herefter et par hundrede sommerblomster i billeder og tekst med alle relevante oplysninger om anvendelse, udseende og pasning. Der afsluttes med en kort og overskuelig facitliste over planternes egenskaber og behov samt et par meget nødvendige registre over danske og latinske navne, når læseren skal finde fra forfatterens planteforslag til de rigtige arter og sorter. I forvejen kan man læse om sommerblomster i de fleste bøger om haveindretning og haveplanter, men der er kun få bøger, der behandler emnet selvstændigt, til trods for at disse taknemmelige og hurtige planter ses overalt i haver og anlæg, ofte med en stor forkærlighed for de farverige typer. Denne bog er en udvidet og opdateret udgave af samme titel fra 1996, der i øvrigt ikke er forældet men bare lidt gammeldags. Haveejerne vil nu nok foretrække den nye og større udgave, der viser eksempler på smukke og harmoniske sammenplantninger, og som er helt opdateret med de nyeste typer sommerblomster.