Den flotte bog er dels en dagbog fra den nybagte sommerhusejers første år i Asserbo, dels en minikulturhistorie over ca. 100 års ferieliv i Danmark. Det er journalisten Gitte Just, som har skrevet den næsten forelskede tekst og fotografen Jo Selsing, som har taget de dejlige billeder af dansk natur, hav og have - tilsammen er det blevet til en flot, flot bog om et emne, som der ellers kun er skrevet yderst sparsomt om. Undertitlen refererer til en linie hos Frank Jæger, hvor han skriver om at eje en længsel efter noget, som man ikke har p.t. - hvilket i Gitte Justs udlægning betyder, at selve ideen om et sommerhus ville miste sin magi, hvis man kom der hele året. Teksten er en personlig beretning med store og små iagttagelser, glæder og sorger, besværligheder og belønning - og så er det glæden over selv at eje en bid af Danmark. Bogen præsenterer sig smukt og indbydende, en rigtig bladrebog for voksne - men både tekst og billeder fortjener, at man giver sig tid til studere den nærmere, da den er andet og mere end livsstilmagasinernes boligideer i bogform.