Denne forfatter skriver underholdningsromaner, i Library of Congress' base fandt jeg 9 titler, og hun er ikke tidligere oversat til dansk. Nærværende fortælling befinder sig i afdelingen for trivi, og den omfatter ganske mange af genrens elementer: mor/datter konflikter; familiens sammenhold; retsindig og klog døende bøsse (nej, ikke af aids "Vi KAN dø af andet", som han siger), rig arving, der vil satse på kreativitet; karrierebevidst kvinde, der lærer at sætte familiens hengivenhed øverst. Plottet er i grove træk: Nora, meget succesrig brevkasseredaktør, rammes af skandale fra fortiden, Ruby, aggressiv datter og ikke så succesrig komiker, tilbydes formue for at skrive afslørende artikel. De to tilbringer en uge i familiens fritidshus, da moderen kører galt og skal passes - meget belejligt; i nærheden er -lige så belejligt - datterens ungdomskærlighed ved sin brors dødsleje. Forfatteren rammer nogle meget genkendelige menneskelige konflikter og følelser. Skruen har bare fået et par drej for meget på næsten alle områder, klicheerne fylder rigeligt, og pointen om, at gensidig åbenhed er vejen frem, ville have været klar nok med færre effekter. Men forfatteren kan dét, der får én til at læse historien færdig, sådan en grå søndag i sofaen.