Games / computergames

Sonic & Sega all-stars racing


Description


Racerspil. Spillet peger ud mod mange forskellige kartgames, mest minder det om "Mario Kart", men det bliver det ikke dårligere af. Der kan køres på 24 baner, som åbnes op efterhånden som de gennemføres.

Keywords


Reviews (3)


The libraries' assessment

d. 26. Feb. 2010

By

By

Sven Jeppesen

d. 26. Feb. 2010

PS3, Wii. Sonic & Sega all-stars racing er et racerspil med rødder tilbage til Segas storhedstid med den lynhurtige blå ræv som hovedfigur. Spillet er nemt at have med at gøre - spilkommentarerne er på engelsk, men det vil nok ikke forhindre racerspilsglade drenge i at gennemføre banerne, selv uden engelskkundskaber. PEGI'en er 7 - og jeg anbefaler det fra syv år.

Spillet indeholder 22 figurer med hver sit unikke køretøj og 24 baner. Der køres med biler, motorcykler og luftpudefartøjer. For hver mission eller turnering, der gennemføres, åbnes der op for nye. Gameplay går ud på at køre ræs på de forskellige baner og samle ting op undervejs, der kan booste farten eller skabe forhindringer for de andre racerkørere. I multiplayer-delen kan op til fire deltage (online helt op til otte), og samtidigt kan der anvendes splitscreen.

Spillet minder utroligt meget om "Mario Kart". Sega har her tunet nogle ældre spilelementer, udnyttet det bedste fra "Mario Kart" og skabt et utroligt intensivt, nemt og flot spil, som også inkluderer 24 velklingende soundtracks.

Sonic & Sega all-stars racing er et racerspil, der er veludført, velgennemtænkt og nemt at betjene - også for de helt unge spillere. Der er rigeligt med baner og figurer, og spillet er strikket sådan sammen, at alle baner skal gennemføres for at komme videre til de næste.


The libraries' assessment

d. 26. Feb. 2010

By

By

Finn Wraae Poulsen

d. 26. Feb. 2010

Nintendo DS, Xbox 360. Racerspil, som bygger på kendte figurer fra Sega-spil. Spillet henvender sig til en bred skare af arcade racing fans. Fra ca. 8 år og op til legesyge voksne. Uproblematisk PEGI-rating på 7. Spillet er på engelsk.

Det er umuligt ikke at nævne "Mario Kart", når dette spil skal beskrives. Hele spilkonceptet for nærværende spil er yderst talentfuldt planket fra dette spil. Som i "Mario Kart" køres der et humoristisk race med deltagelse af figurer fra diverse Sega-spil. Der kan køres med blandt andre Dr. Eggman, Billy Hatcher, Tails, AiAi og Amigo. De farverige baner er inspireret af de forskellige Sega-spil og bygger på, at man skal tillære sig forskellige køretekniske tricks og fiduser, samtidig med at man samler boosts, våben og forhindringer, som kan bruges mod konkurrenterne, når de bliver for nærgående. Her kan der blandt mange andre muligheder afskydes raketter og båttes med et yderst destruktivt båthorn. Der kan køres i bl.a. Grand Prix, tidskørsel, Single Race og missioner.

Flere arkaderacere har med skiftende held forsøgt at gøre "Mario Kart" kunststykket efter, heriblandt Madagascar kartz og Cars - Race-O-Rama, men nærværende spil er hidtil bedste bud på en seriøs konkurrent.

Da "Mario Kart" aldrig har været tilbudt bibliotekerne, må man jo ty til det næstbedste, og her synes jeg Sonic & Sega all-stars racing står stærkt. Tilgangen til spillet er enkel og læringskurven er kort og overkommelig, selv for de yngste spillere. Spillet er selvfølgelig sjovest, når man spiller mod vennerne. Spillet er et must.


Game reactor

Nr. 106 (2010)

By

By

Michael Kamp Jensen

Nr. 106 (2010)