En fin bog for alle, der arbejder med sorggrupper i kirkeligt som i andet regi. Bogen vil også kunne bruges i institutioner, hvor sorgarbejde og sjælesorg finder sted, idet der er god fokus på sorgens psykologiske træk.
Ægteparret Line og Thomas Bjørn Hansen, hhv. sognepræst og psykolog, har i en årrække beskæftiget sig med sorggrupper inden for kirken sammen med fagpersoner og frivillige. Det har de før skrevet om. Her kommer en ny og udvidet bog om emnet, som bygger på deres videre erfaringer om ledelse af sorggrupper. Bogens 1. kapitel drejer sig om sorggruppernes plads i kirken, hvor selve kirkerummet er medspiller i sorgprocessen. Et kapitel drejer sig om planlægningen af grupperne som størrelse, sammensætning, hvor ofte skal man mødes etc. Et kapitel gennemgår metoder i grupperne som de forskellige former for samtaler. Endelig behandler et kapitel sorgens natur. En række interviews illustrerer ved deres eksempler de beskrevne emner. Sidst litteratur om emnet.
I 2010 kom en mindre udgave af bogen. I 2013 startede projektet "Sorggrupper i folkekirken". Det afspejles i den nye udgave, der er udvidet og omredigeret. Forfattergruppen er udvidet med projektleder og hospitalspræst Christian Juul Busch. Der er mindre ændringer i bogens 3 første kapitler, mens 4. kapitel, "Hvad er sorg?" er udvidet og forekommer helt omskrevet og har nu et par grafiske tabeller.
Det er en god brugsbog med en lang række praktiske råd. Det er et spændende slutkapitel om "Hvad er sorg?".