Under pseudonymet B. Karenia udgav Hanne Geer bogen Mere mellem himmel og jord, 2003. Denne nye bog er en meget personlig bog om pædofili, hvor en hel del af dialogen foregår mellem Hanne Geer og hendes skytsånd Gloria, som hun henvender sig til i svære øjeblikke. Hendes tidligere svigerdatter, som hun stadig kommer sammen med, har en datter. Den nye mand i familien, interesserer sig meget for pigen, leger slåskampe med hende, svirper hende i enden med en pind, det hele emmer af pædofili under optræk, men moderen kan ikke se tegnene, eller vil ikke erkende dem. Geer tager affære, men frygter samtidig for sit liv, de pædofile har så stor magt, og vil hende til livs inden hun får skrevet bogen, som vil afsløre dem. Et sympatisk budskab, en advarsel mod en række perverse mænd og kvinder der udnytter børn, men en ret personlig fortælling med Geer i centrum, lidt kluntet fortalt og med Gloria på sidelinjen, så man må som læser en gang imellem læne sig lidt tilbage og sunde sig, for at få tingene til at hænge sammen.