Blandt Danmarks utallige stand-up komikere er Anders Matthesen med sin utrolige sproglige sans en af de få, der reelt har noget på hjertet. Debuten som filminstruktør er en moralsk komedie, der ikke blot appellerer til grinet, men midt i sin banalitet stiller spørgsmål til værdierne i måden vi lever på.
Matthesen er den udbrændte ejendomsmægler Alex Klein. Drømmen om at blive politibetjent blev ikke til noget på grund af hans højde. Under højkonjunkturen fik han succes i jobbet og dyr strandvejsvilla, men med krisen går det ned ad bakke. Villaen må sælges, og samtidig bliver kæresten Dorthe optaget på politiskolen. Oven i nederlagene kommer han ud for en bilulykke. Med sin kvæstede krop befinder han sig i et quizshow, der ledes af Lurifax. I en række tests om hans personlighed skal det afgøres, om han overlever. Negative svar giver sorte kugler og positive hvide.
Der er langt fra et stand up-show til en spillefilm, men selv om historien er banal, så bæres den oppe af Anders Matthesens store ambitioner, sproglige talent og erfaring fra både tv-serier, skuespil på film og teater og ikke mindst fra Terkel i knibe.
Alex er et dumt svin, men Sorte kugler handler om, at der bag facaden gemmer sig et godt menneske. Han lærer at tænke på andre end sig selv gennem en række prøvelser, der vises i højt og humoristisk tempo. Filmen er underholdende og rigtig sjov, men det sympatiske budskab kunne godt stå skarpere, ligesom balancen mellem komedien og det melodramatiske ofte er uklar.