Denne debutroman begynder som en lidt studentikos historie fra cafè og studentermiljøet i Århus; men den udvikler sig til noget helt andet og mere spændende. Astrid er en halvhjertet litteraturstuderende, og Jaan er en lige så halvhjertet teologistuderende der bruger sin tid på at spille soulmusik. Han er overklassedrengen fra Skodsborg med international baggrund og masser af kvinder bag sig. Hun er pigen fra landet og den første student i familien; han er 30 og hun er ca. 20. Et lidt umage par der tiltrækkes af hinanden uden helt at forstå hvorfor. Langsomt, gennem deres første år sammen, opruller de deres historier for hinanden og læseren. Det er barske sager de hver for sig har været igennem i deres barndom, og det kræver megen gråd, slagsmål og bræk at komme helt ind til kernen i deres liv. Indimellem tænker man at nu er det næsten for meget; men man bliver alligevel fanget ind af disse fortabte børn og deres mærkelige skæbner. Forfatteren doserer historierne drypvis, og man må derfor hele tiden lige læse lidt mere. Bogen er ikke helt let læst; men den er et godt nyt bud for voksne unge og andre med interesse for kærlighed og psykologisk spænding.