2 bøger i ny romantisk serie om to stædige kvinder og to ligeså stædige mænd, der alle har prioriteret karrieren over kærligheden. For fans af Nora Roberts og genren generelt.
I "Spejle og skygger" arbejder Lee Radcliffe som journalist på bladet Celebrity og har arbejdet sig målrettet op til en lækker, men krævende stilling. Nu vil hun have et eksklusivt interview med den ellers så pressesky forfatter Hunter Brown. Det viser sig at være langt mere udfordrende end forventet, da han inviterer hende på campingtur i det vilde landskab, for undervejs slår hjertet gnister. I "Sommer i Amerika" har Lees veninde, fotografen Bryan Mitchell, sagt sit job op på Celebrity og er nu blevet hyret til at lave et fotoessay, hvor hun sammen med den tidligere krigsfotograf Shade Colby i tre måneder skal køre gennem USA og og fotodokumentere essensen af sommer i Amerika. De to fotografer kommer tæt på hinanden under de trange forhold i autocamperen og finder både deres land, sig selv og hinanden.
Trods de moderne omgivelser er kærlighedshistorierne klassiske, og selvom bølgerne til tider går højt, er resultatet uundgåeligt. Modsætninger mødes og falder for hinanden næsten øjeblikkeligt, selvom de skal størstedelen af bøgerne igennem, før de for alvor vil indrømme det. Bøgerne er fængende og hurtigt læste. Det er ganske fin og romantisk underholdning med et mildt drys af erotik.
Lignende historier findes fx hos Kate Morton, Danielle Steel, Maeve Binchy og Lucinda Riley.