Spejlet

Efter science fiction-filmen Solaris, 1972 lavede Andrej Tarkovskij Spejlet, en delvist selvbiografisk erindringsmosaik om sin mor og sin barndom i Stalintiden. Som i den senere Vandringsmanden er den en søgen efter sandhed og sammenhæng, og med dens spring i tid og sted og stærkt personlige visuelle udtryk uden en traditionel fortællestruktur er den en udfordring for sit publikum.

Titlen hentyder til det spejl, som kunstneren spejler sin sjæl i. I filmens start møder vi den kvinde, som er mor til den fortæller, vi aldrig ser. I slutningen møder vi hende atter, denne gang som gammel og erfaren. Undervejs føres publikum tilbage gennem barndommen i erindringsscener, der viser barnets oplevelse af en grotesk voksenverden. Senere dukker kvinden atter op, denne gang i form af fortællerens kone. Mor og hustru ligner hinanden, spilles af den samme, og forholdet mellem mandens afhængighed af moderen og tiltrækning af og senere adskillelse fra hustruen tematiseres.

Filmen giver et samlet portræt af et livsforløb, selv om scenerne foregår i forskellig tid og rum. Brugen af det magiske, afslørende spejl som et tvetydigt motiv har Tarkovskij fælles med Ingmar Bergman, men anvendes mere symboltungt i Spejlet.

En billedmæssig original og forunderlig film, der med sit tema omkring barndommens tab af uskyld rummer mange bevægende scener. Historien er enkel nok, selv uden en egentlig fremadskridende handling. Alligevel forekommer den ofte langsommelig og dens idé uforløst.

Read the full assessment