Seks afsnit om Marvel-superhelten Spiderman's slagsmål med en række superskurke, parallelt med historien om hans møde med venner og kvinder i hans liv, alt sammen berettet sidenhen til en båndoptager på loftet i hans hus. Beretningen bringes som blå bokse gennem de seks afsnit, som oprindeligt blev udgivet som mini-serier i USA. Forfatter og tegner er efterkommere af det oprindelige team, de portrætteres bag i bogen. Vi møder en sentimental, retlinet ungersvend med en dobbelt identitet, som besværliggør hans ungdomsliv, men samtidig udstyrer ham med en arena for heltegerninger og grænseløs beundring. Tegnestilen er flot og dynamisk, farvelægningen bedre end jeg husker dem fra de mere karrigt udstyrede seriehæfter i første generation. Skurkene er Green Goblin, Rhino, Lizard, Vulture (to versioner) og Kraven. Kvinderne er den eneste ene, lyse Gwen Stacy, evigt tabt, og mørke Mary Jane Watson, forstående vinder. Bogen er i et gedigent udstyr, godt tryk og papir, og henvender sig til voksne og store børn. Effekten af medspil fra filmen ville jeg ikke overvurdere.