Charlottes et-og-alt-ven er Max, men under en af deres vovelige udflugter drukner han, mens Charlotte er lige ved. Hun nægter at acceptere, at Max er død, og traumet udvikler sig til en åndelig og fysisk apati, som efterhånden skaber en drømmeagtig verden (de dødes land), der væves sammen med virkeligheden. Hun ønsker så meget at genforenes med vennen, at de to verdener til sidst smelter sammen, og hun er lige ved at ende i "den anden verden". Om handlingen skal tolkes som en lettere psykedelisk hallucination, der er ved at ende som selvmord, ved jeg ikke, men bogen har i hvert fald en raffineret brug af skiftende jeg-synsvinkel mellem Charlotte, som leder efter vennen i begge verdener og så broderen, der forsøger at sætte sig i søsterens sted for at redde hende. Situationen er kørt så meget op i en spids, at forløsningen på den sidste side efter den lange opbygning virker lidt tynd, men logisk nok. Sproget er godt, temaet alvorligt, så der er noget for tænkeren hos de af folkeskolens ældste elever, som ikke har noget mod en handling, der skrider temmelig langsomt frem.