Sproget og de ordløse kunstarter er Modersmål-Selskabets årbog for 2007. Modersmål-Selskabet har gennem flere år udgivet årbøger med varierende emner. Dette års bog indeholder en række bidrag omhandlende ordløs kunst. Hensigten har været at give et billede af den ordløse kunst og dens virkemidler og vokabularium såvel under dens tilblivelse som i det endelige produkt.
Bogen består af 15 artikler, som bl.a. omhandler tegnsprog, madkunst, vinsmagning, musik, grafisk kunst, scenekunst/dans og arkitektur. Ikke alle bidragydere er lige kendte, men efter hver artikel forefindes en kort beskrivelse af forfatteren og dennes faglige baggrund for emnet. I bogens omslag forrest ses en oversigt over Modersmål-Selskabets årbøger de seneste 27 år, mens bagflappen indeholder en liste over modtagerne af Modersmål-prisen i den samme periode.
Emnet ordløs kunst forekommer i et par artikler og bøger om bl.a. dans, billedkunst, litteratur og sprog, men ikke i en samlet fremstilling som det er tilfældet med denne årbog.
Der er tale om gode alsidige bidrag. Nogle mere interessante end andre, lidt afhængigt af smag og behag. Sværhedsgraden veksler fra lige til over et mere fagligt højt niveau. Har man sprog som arbejdsområde (fx i en undervisningssammenhæng), vil man givetvis finde bogen lærerig og underholdende. Man kan læse mere om Modersmål-selskabet på http://www.modersmaal.dk/.