Billedbog om skilsmissebarnet Alberte. Hun skal på ferie hos sin far og hans nye kæreste, og gys! - denne kæreste ligner en heks. Ugen går, og skønt Alberte flere gange prøver at afsløre heksen i kæresten for sin far, så opdager hun at kæresten egentlig er ganske flink og faktisk er ret pæn. Hjemme igen fortæller Alberte historien, mor nikker forstående og fortæller, at de får besøg af hendes nye kæreste. Alberte åbner døren og udenfor står - en trold! "Here we go again", som der altid står i tegnefilmen. Mette-Kirstine Bak hører til generationen af "vilde illustratorer", så der er smæld på farverne, lige fra Alberte og moderens lyserøde drømmehjem til papmoderens rødbrune orkan af et hår. Man behøver ikke selv være papbarn for at forstå Alberte eller more sig over hendes bekymringer, men hvis man er, kan historien sikkert virke løftende. Fra 4 år.