Filmen Star trek - into darkness, Star trek, opus 12 henvender sig direkte til seriens mange aficionados og sci-fi-entusiaster. Men filmen er også guf for det store publikum, som værdsætter spektakulære og underholdende actionfilm. Filmen kan formidles som vellykket franchise sammen med andre science fiction film og -romaner.
Kaptajn James T. Kirk er på mission i rummet, hvor han trodser Stjerneflådens ordrer for at redde vennen Spocks liv. Kirk falder for en stund i unåde, men den dristige vovehals får igen kommandoen over rumskibet Enterprise for at tilintetgøre forræderen John Harrison. Denne har skjult sig på en fjern planet og har en uhyggelig plan, der truer hele universet. Planen forpurres i et kæmpeslag, hvor det ikke er let at skelne ven fra fjende! Og denne gang er det Spock, som redder Kirks liv! Star trek er oprindelig en tv-serie fra 1966, som fortsatte med yderligere fem serier. Det er gennem årene også blevet til et dusin biograffilm samt talrige bøger og computerspil. Star trek - into darkness, 2013 er således nypudset amerikansk arvesølv, rendyrket og forrygende sci-fi-underholdning. Men filmen indeholder også genretro etiske diskurser, og en diskussion om retten til likvideringer med droner får ligefrem aktuel karakter.
Actionscener med fart og tempo, skududvekslinger og eksplosioner er på højde med James Bond-film, og universet er sammenligneligt med serien Star wars, som startede i 1977, og som tydeligt står på skuldrene af Star trek-universet.
Flot mainstream-action americana.