PS3, Xbox 360. Actionspil i Star wars-universet. Spillet henvender sig til unge og voksne Star wars-fans. Sværhedsgraden er for det meste i den lette ende og vil kunne magtes af børn fra cirka 12 år, men sproget og historiens noget dystre karakter sætter aldersgrænsen til 14 år. PEGI: 16 og ikon for vold. Sproget er engelsk.
Historien starter et halvt år efter Star wars - the force unleashed og et par år inden filmen Star Wars IV - a new hope. Vi følger igen den unge Jedi, Starkiller, som endnu engang vender Darth Vader ryggen, og søger tilbage til de lyse Jedi-dyder. Det er der kommet en hæderlig historie ud af, som absolut er interessant at følge. Dele af historien fortælles via overdådige videosekvenser - sjældent har Star wars set SÅ fedt ud. Historien er dog også spillets akilleshæl, for det er en for kort fornøjelse. Knap 5 timers gameplay er der til, og nogle af banerne klares alene ved hjerne-død lyssværdsfægtning (dvs. massiv button-mashing) hvilket hurtigt bliver kedeligt. Grafikken i såvel videosekvenser som in-game er flot og stemmeskuespillet er troværdigt. Der er generelt tale om et godt spildesign - bortset fra længden og det indimellem ensformige gameplay.
Actionspil af denne type, er der mange af til både Playstation og Xbox, men der er noget særligt ved Star wars-universet. Sammenlignet med 1'eren, er nærværende version mere poleret, men personligt var jeg mere betaget af 1'eren.
Star wars-spil har altid stor appeal og udlånspotentiale, og dette spil er ingen undtagelse. Star wars-fans vil sluge det råt - andre nok kede sig lidt.