Rie Osted er en alsidig forfatter, hun skriver fagbøger, bl.a. bøger til unge om at flytte hjemmefra og om danske godser, men ind i mellem giver hun sig heldigvis også af med at skrive romaner. Stellas genkomst er en dejlig, velskrevet og gribende roman om at turde elske, men også en roman om savn, skyld og om svigt, som kærligheden forløser. 1. del af romanen foregår i 1941, musikeren Anton, Mirja og deres 2 børn flygter fra Polen, fordi Mirja er jøde. Under den dramatiske flugt i en båd over Østersøen, omkommer den 4 måneder gamle datter, Stella. En hændelse som for altid sætter sit præg på familien. I bogens 2. del er vi i Danmark i 1999, og her er hovedpersonerne Marta, som er Mirjas barnebarn, og Asger, søn af den danske læge der tilså den syge Mirja i Sverige. En dag, da Asger kommer hjem fra arbejde har Marta forladt deres hjem. Marta flygter fra Asgers ønske om at få et barn, for vil hun kunne give et barn tryghed, når hun ikke selv havde den følelse? Vi følger nu dem begge, hvordan de nærmer sig en større forståelse af hinanden og en afklaring af deres forhold.