Velegnet som selvlæsning fra 3. kl. til ca. 6. kl., altså fra 9-10 år.
Endnu et bind i den spændende science fiction-serie Kaptajn Prometeus. Om Kaptajnen og hans hjælper Mats. Lars Gabels farvelagte tegninger er hver i sær rene kunstværker, hvor der er arbejdet med detaljerne og skabt spektakulære udtryk, der sammen med teksten har frembragt en blændende historie. Det foregår i New Amsterdam (New York), hvor Kaptajn Prometeus var den eneste i byen med speciale i inter-planetariske undersøgelser, altså ekspert i alt med uhyrer fra andre planeter. Mats har sin egen teori om den evige fjende doktor Calamari, som Mats helt klart tror pønser på noget. En Varmebrøler fra Uranus og en Abkaviz fra Merkur er nogle af uhyrerne. En tilsyneladende nem opgave, med at undersøge et indbrud på Det Planetariske Museum, udvikler sig til at blive et mareridt, hvor også Calamaris' tro hjælper Tomas træder ind på scenen. En rumfærd mod Neptun og uafklarede spørgsmål slutter bogen. Sproget i bogen er formuleret med stor respekt for modtagegruppen og hele bogudstyret og typografien udstråler kvalitet.
Kan sammenlignes med fx Skyggebyen i serien Projekt Kerberos som også er af Benni Bødker.
Alt det der gør en god bog, går her op i en højere enhed, og der er frembragt en actionfyldt, velskrevet og veltegnet god historie.