Endnu en titel på emneområdet: brug og misbrug af stoffer og stimulanser. Vi har gennem de sidste 10 år fået et righoldigt udbud inden for området. Det gælder både titler om enkelte stofgrupper og titler af mere generel karakter. Nærværende titel hører til den sidste gruppe, og den udmærker sig på tre felter: Bogen lægger i de enkelte tematiske kapitler et tværsnit gennem stofgrupperne, den rummer et antal formulerede dilemmaer, som lægger op til debat/eftertanke, og den rummer en del globalt statistikmateriale, som ellers kan være vanskeligt at finde. Bogen er i øvrigt bearbejdet så meget til danske forhold at den - på tekstsiden - fremtræder som dansk. Efter en indledende case om en ung kvindes forhold til stoffer gennemgås stofgrupperne og deres virkninger, misbrugets historie i korte træk, misbrugets samfundsmæssige betydning, diskussionen om legalisering samt afsnit om informationsarbejde, medicinafhængighed, sportsverdenen og afvænning. Udover det nævnte statistikafsnit rummer bogen ordliste, adresse- og litteraturliste samt stikordsregister. Bogen har en forholdsvis lille brødteksttypografi, men fremtræder ellers i et livligt layout, som vi kender det fra mange oversatte fagbøger. Den vil kunne forstås i 14-16 års alderen, hvor den vil egne sig til selvstudier og samfundsfagsundervisning.