Man kan finde mange oplysninger på nettet, og de statistiske er ofte godt opdateret, og så kan opgaven være at udtrække facts af disse oplysninger. Her er det gjort på forhånd, idet forfatteren har beskrevet Storbritannien statistisk med grafer og samtidig i en brødtekst sat ord omkring oplysningerne. Det er blevet til en god og let tilgængelig opslagsbog, som kan læses med udbytte fra ca. 13 år og bruges i geografi og i engelskundervisningen. Den kan også bruges, når familien skal på ferie og kort vil vide noget om området. På dobbeltopslag behandles landet, befolkningen, erhverv, uddannelse, fritid, religion, kunst og regeringsform. Opslagene er opbygget omkring et eller to gode farvefotos. Der er desuden nogle grafer, yderligere oplysninger i form af faktabokse, henvisninger til de relevante engelske websider og så selvfølgelig brødteksten, der kort og præcist fortæller om forholdene på området. Der er en udmærket ordliste og et godt stikordsregister. Det er en god bog at arbejde med, og den supplerer fint de andre materialer om emnet.