Store drømme er en langtløbende tv-serie, der er produceret af Nordisk Film og sendt på TV2. Denne dvd præsenterer første sæsons ti afsnit, der handler om en gruppe unge mennesker, der bliver optaget på en skole, et akademi for musisk udfoldelse i primært populær popsang, moderne, rytmisk dans og drama. Seriens målgruppe er unge med lignende store drømme om berømmelse på de skrå brædder eller med interesse for et kig ind i populærkunstens smeltedigel af surt slid og jalousi, men også talentudvikling, kammeratskab og livslyst.
Micky er mekaniker, men vil gerne synge, og han er én af de otte elever, som efter en hård optagelsesprøve kommer ind på et musisk akademi. Her møder eleverne den venlige, lettere fjerne sanglærer Thomas, den usikre danselærer Dennis og den benhårde, viljefaste dramalærer Rebekka med store ambitioner og rektor på sengekanten. Lærere og elever slider og slæber, kæmper mod og med hinanden og opdager efter det første år, at de er et hold, og at de er blevet lidt klogere på livet.
Store drømme, 2009 kan kortfattet siges at være Fame i dansk indpakning, og rigtigt er det, at Alan Parkers film fra 1980 indeholder et persongalleri, intrigekatalog og multiplot, som både en opfølgende amerikansk tv-serie brugte, og som generelt er velegnet tv-stof med uendelige variationsmuligheder.
Serien lever af sang og dans og fungerer på egne præmisser, selv om nogle af eleverne virker for gamle til rollerne, og selv om logik og egentlig meningsfylde ikke er på akademiets skema.