Dokumentarfilmserien i 7 afsnit Næsten voksen leverer et præcist generationsportræt. Den henvender sig både til de forældre, der har gjort alt, men alligevel oplever at deres store børn er forvirrede, og til de næsten voksne på 17-20 år, der er i gang med at finde deres ståsted.
I Store piger græder ikke møder vi 17-årige Maisha, der bor i en dansk plejefamilie efter at hendes mor er blevet udvist til Tanzania efter en dom for narkohandel. Midt i hendes problemer med at finde sin egen identitet gør hun under en rejse tilbage til moderen oprør mod den mor, der har forladt hende og fyldt hende med løgne, men får svar på nogle af sine spørgsmål. I Usynlige piger møder vi tre piger, der er ensomme og føler sig fastlåst i rollen som outsidere. Men både Maiken, Maria og Silan er alligevel stærke og oplever, da de mødes på internettet, at der ikke er noget galt med dem. Første dag i gymnasiet er svær, men man skal være sig selv.
At forstå hvad der foregår blandt unge i dag er en kunst. De 17-20-årige er blevet båret på hænder og fødder og mødes med forventninger, samtidig med at de skal finde sig selv. Som dokumentarfilm formår serien at komme langt tættere ind under huden på de unge og deres tanker end populære spillefilm.
Filmene tager deres hovedpersoner alvorligt og lader dem udfolde deres tanker om familiens krav og deres egen fremtid. Filmisk er rammen lækker med populær musik og attraktive billeder, men væsentligst er, at de formår at vise brudstykker af en generation.
