Holder man af velskrevne psykologiske thrilleragtige romaner, hvor intet er, som det ved første øjekast ser ud til at være, og hvor man efter endt læsning stadig spørger sig selv, om man egentlig fik hele pointen med, så er man på rette hylde her.
Den 62-årige forfatter Max Schmeling får et brev fra en fjern barndomsven, Tibor Schittkowski, som på sit dødsleje mener, at Max skylder ham en tjeneste. Hvori denne tjeneste består, forstår Max først til allersidst, og inden da er han gennem læsning af Tibors optegnelser om sit forfejlede liv blevet mindet om sit eget med dets forskellige fortrædeligheder. Romanen foregår som Håkan Nessers serie om kommissær Van Veeteren i et fiktivt nederlandsk univers.
Jeg har det blandet med denne bog. På den ene side er den velskrevet i sine skildringer af menneskelig relationer og i sin opbygning af selve historien og ikke mindst i sin leg med identiteter og med navne, men på den anden side skuffer slutningen. Måske skyldes skuffelsen, at jeg ikke helt forstår plottet. Skarpere læsere end jeg kan muligvis have en anden oplevelse.
Et intermezzo i Håkan Nessers (f. 1950) forfatterskab, hvor især serierne om kriminalkommissærerne Barbarotti og Van Veeteren har fået mange dedikerede læsere. Han driver gæk med sin læser, og forsidens medforfatter, Paula Polanski, indgår også i dette spil.