Forfatteren til denne bog har arbejdet med stress i mere end 25 år. Han har tidligere udgivet bøgerne Klar besked om stress, Stress på arbejdspladsen og Stress. Den aktuelle titel adskiller fra de foregående ved at fokusere på behandling af stress, og den er derfor primært målrettet læger, psykologer, socialrådgivere, personalekonsulenter og HR-medarbejdere. Studerende inden for de nævnte fag vil også kunne anvende den til teoretiske opgaver. Forfatteren var i 2002 med til at etablere Stressklinikken ved Hillerød Sygehus, og bogen bygger på erfaringer herfra gennem de sidste 5 år. Efter en nærmere definition af begrebet stress, som forfatteren lægger vægt på ikke er en sygdom men individets reaktion på en belastning, fortælles kort om Stressklinikken. Herefter følger bogens hovedkapitel, der fremlægger 8 forskellige cases fra klinikken, der sætter spot på årsager til og udtryk for stress og redegør for behandlingen af den stressramte i de forskellige situationer. Bogen bærer præg af sit behandlersigte (tabeller, figurer osv.) men er ikke meget videnskabelig, så jeg vil påstå, at den også kan anvendes af "almindelige" mennesker, der savner indblik i emnet. Værd at fremhæve er den fyldige, emneinddelte "Hvis du vil vide mere"-litteraturliste sidst i bogen, der fører læseren videre til anden relevant litteratur. En rigtig god og overskuelig bog om et "hot" emne.