Håndbog i handy format om strikketeknik og gode fif. Er velegnet til den, der har brug for at genopfriske eller udvide sin kunnen, og for en erfaren, men mangeårigt passiv strikker som undertegnede er der mange gode fif i bogen. Det forudsættes, at man er i stand til at strikke ret og vrang.
Fredens supplerer her sin efterhånden omfattende række af små, nemme strikkebøger. I denne kan man lære eller genopfriske materialekundskab, omregning, garnvinding, maskeopslagning, ud- og indtagning, kanter, strik med flere farver, på rundpind, afslutning, montering mv. Dispositionen er måske ikke gennemført logisk, men indholdsfortegnelsen hjælper. Opsætningen er næsten leksikal med tekst og fotos, som med fordel kunne have været lidt større og tydeligere.
Deciderede strikketekniske håndbøger er en mangelvare, men tekniske afsnit indgår i en del opskriftbøger. Fredens lavede i 2003 en Strikkeskole for begyndere i sit gængse pixi-format, og dens instruktionstegninger er fint tydelige. Politikens strikke- og hæklebog, 2011, og Kvinde med pinde, 2005, har også rigtig gode illustrationer.
Lille håndbog i strikketeknik, der begynder med materialer og opslagning, fortsætter med udvalgte udfordringer, der kan opstå undervejs i strikningen, og slutter med færdigbehandling og opskriftomregning. De visuelle instruktioner måtte gerne have været lidt tydeligere, men begrænses naturligvis af bogens størrelse. Nyttig lille samling tekniske og praktiske fif for strikkere på flere niveauer.