Henvender sig nok mest til drenge på grund af emnet, men forsøger også at få pigerne med. Til selvlæsning fra ca. 10 år.
Endnu et bind i forlagets Vær med-serie om forskellige former for ekstremsport. Titlen er lidt misvisende, da det her primært drejer sig om folk der kører på bmx, skateboard, snowboard og inline-skøjter - med særlig vægt på x-games konkurrencerne. Det er en letlæst fagbog, der kort præsenterer de enkelte sportsgrene og hovedudøverne indenfor dem. Hvis man vil vide noget om, hvordan man udfører de enkelte stunts, er det ikke denne bog man skal læse. De enkelte kapitler er sat godt op med en kort tekst, farvestrålende faktabokse og store action-fyldte billeder. Det er en flot og enkelt mundsmag, og man får lyst til at læse mere om emnet, når man er færdig. Forfatteren har skrevet fem andre bind om ekstreme sportsgrene, og dette er det tredje, der udgives på dansk.
Andy Horsleys Skateboard, 2002 og Martin Smiths Inliners, 2001 begge fra samme forlag, behandler samme emner, men går mere i dybden med de enkelte sportsgrene.
For nybegynderen, en rigtig udmærket præsentation af emnet, men folk der allerede er udøvere eller har erfaring med de enkelte sportsgrene, finder næppe meget af interesse her.