"Det særlige krydderi er Heises syngende mundharpe, der [sine steder] nærmer sig hans måske mest kendte instrumentkollega, Stevie Wonder. Heise er imidlertid sin egen og kan som en anden kamæleon skifte genre fra dybblå bluesrundgange til sfærisk flyvende toner hen over fyrige funkrytmer ... Et kapitel for sig er guitaristen Mads Christiansen, der fuldstændig ublu fyrer den ene kaskade af overstyret guitarlir af efter den anden, men heldigvis er han også en lydhør akkompagnatør. Albummet er stærkest, der hvor Heises melodiske mundharpespil møder fusionsmusikkens fysiske rytmer. På andre numre lægger lederen instrumentet på hylden og koncentrerer sig om at spille keyboard. Mindre godt går det, når han læser tre tekster på dansk. De fremstår som små finurlige fortællinger uden sammenhæng ... Tilbage bliver indtrykket af en musiker, der kan meget, men også mangler retning".