Nintendo DS. Et fint lille spil, som dels er et platformspil, dels et peg-og-klik hovedbrudsspil - hvor man samtidig får udviklet kreativitet, ordforråd og håndskrift. Målgruppen er børn fra 10 (med lidt hjælp) til cirka 14 år, men nogle voksne vil også være godt underholdte. Sprog: dansk. PEGI: 12 og et meget malplaceret ikon for vold.
Dette er altså en lille perle! Spillet handler om den lille dreng Maxwell, som samler på stjerner. For at få dem, må han løse kreative opgaver. De første opgaver er meget lette. Stjernen hænger fx højt oppe i et træ. Man griber derfor DS-pennen og skriver "stige" og vupti, tryller Maxwell en stige frem, så han kan kravle op efter stjernen. Senere skal man finde "en mellemting mellem et søuhyre og en giraf". Løsningen er at skrive "dinosaurus". Spillet er tilgivende overfor stavefejl (jeg skrev "dinosauer") og man får oplyst den rigtige stavemåde. Den kan genkende et ufatteligt højt antal ord, hvilket er godt, for opgaverne kan løses på alle mulige måder. I første opgave kunne man også skrive "trappe" eller eller noget andet, som kan få Maxwell op til stjernen. Man skal lige lære konceptet - og så er det altså ret genialt! Miljøet er hyggeligt, også underbygget af grafikken og lyden. Endelig er der "advanced mode" og en level-editor, som kan bruges til at spille mod hinanden (med to DS'er).
Mest lignende er nok Pixeline-spillene til DS, som nogle børn nok umiddelbart vil foretrække. Nærværende kræver lidt forklaring i starten, modsat Pixeline.
Et fremragende børnespil - som voksne også burde lege med. Seks stjerner herfra.