En medrivende fortælling fra det feudale Japan for piger og drenge fra 12 år. Seriens første del er en forudsætning, interesse for samuraier og japansk kultur er en fordel. Der er blikfang i det flotte omslag med en kampscene fra bogens begyndelse.
Sværdets søstre er forfatterens debut. Hun er udøver af den japanske kampkunst Aikido og optaget af japansk kultur, derfor er emnevalget naturligt for hende. Hun fortæller med stor respekt for japanske traditioner og æresbegreber, hvordan søstrene Kimi og Hana forklædt som drenge tager kampen op mod deres onkel, den hensynsløse brodermorder der ikke skyr noget middel for at skaffe sig magt. Efter at pigernes elskede læremester Goku er blevet dræbt, er de ikke længere sikre i hans dojo. De begiver ud på en farefuld rejse for at advare deres mor og lillebror om onkelens onde planer, og en række dramatiske begivenheder fører dem frem til skjulestedet ved Fujibjerget. Der bliver ikke sparet på blodige detaljer, når de to søstre tager kampen op mod onkelens samuraier, men bogen rummer også smukke skildringer af deres rejse gennem et middelalderligt Japan. Mange scener er næsten filmiske i deres gru og skønhed.
Tid, sted og handling minder på mange måder om Lian Hearns romaner om Otoriklanen. Mange unge kender også samuraiernes verden fra manga tegneserien Samurai deeper Kyo.
En fremragende fortælling om et par stærke piger, om venskab, æresbegreber og stolte traditioner, flot indpasset i en historisk ramme.