Til restauratører, svampeelskere og lignende folkefærd, der har lyst til at kaste sig ud i madlavning med svampe.
Forfatteren til denne omfattende svampekogebog er grundlægger af svamperestauranten "Café des Spores" i Bruxelles. Og det er da også en kogebog for primært kokke og lignende. Det er en meget grundig svampebog med introduktion til diverse spisesvampe og måder at tilberede dem på. Den første del af bogen er nærmest et billedleksikon med svampe, og så er der selvfølgelig mange opskrifter og alt hvad man kan tænke sig om vilde svampe, dyrkede svampe, tørrede svampe osv. Bogen har både en opskriftsoversigt delt efter svampetype og en omvendt oversigt, hvor man slår op alfabetisk efter hvilken slags kød eller type af ret (fx gryderet), man ønsker svampeopskrifter til. Begge dele meget anvendelige i en bog som denne. Opskrifterne vil for de fleste ikke være særlig kendte, med mindre man er svampekender i forvejen, og de er ikke bare lige at gå til. Der er en del ingredienser; for slet ikke at tale om de forskellige svampe, som ikke er alment kendte. Afsnittet om havechampignonen er nok det letteste, da det er den de fleste kender. Retterne vises med flotte farvefotos.
Forlaget skriver om bogen, at det er den eneste svampekogebog på markedet. Det passer nu ikke helt - tidligere på året udkom: Svampekogebogen : enkelt og godt til hverdag og fest af Ingrid og Pelle Holmberg. Den var dog mere alment tilgængelig.
En meget grundig kogebog om svampe med et omfattende billedleksikon og krævende opskrifter. For større biblioteker.