En ny serietitel Høst prik bøger, er inspireret af, at en række af forlagets titler, engang var karakteriseret af en rød prik. Den nye series målgruppe er nok yngre end tidligere, de 8-12 årige, og lay-out og illustrationer er specielt tilrettelagt for disse. Gert Rindels bidrag til serien fortæller om voksenliv og børneliv, om hverdagsrealiteter og om fantasier og drømme. Som illustration af sidstnævnte er Ib Spang Olsens mange dejlige tegninger fremragende. Pelles far er stresset, der er krise i familiefirmaet, derfor må grunden med "Svanehuset", en forfalden jagthytte for enden af familiens have sælges. Men her lever 10-årige Pelle sit hemmelige fantasiliv, ofte sammen med Lisa, som han er lidt forelsket i. Da huset trues af nedrivning, møder de en mærkelig gammeldags dreng der. Det viser sig at være Pelles tipoldefar, direktør Fjeldsted, der engang var en lille dreng, ved navn Vilhelm Ludvig. Da fortid og nutid hænger sammen for Pelle, accepterer han, at "Svanehuset" sælges. Bogen er let at læse, handlingen er bygget op af mange helmeninger, og spøgelsesmotivet nedtonet, så det indgår i det spindelvævstynde net af drømme, Pelle oplever i det gamle hus. Derfor selvlæsning fra 10 år og oplæsning fra 8 år.