Bog med råd og konkrete værktøjer til at navigere i den digitale tidsalder, også når du ikke får svar. For læsere, som ønsker at blive bedre til at håndtere digital kommunikation.
Malene Rydahl, ledelseskonsulent og kommunikationsdirektør, skriver, at ubesvarede beskeder fører til misforståelser og kan være kilde til frustration. For Rydahl er ubesvarede beskeder, nonrespons, udtryk for et foruroligende socialt fænomen, som kun er blevet mere udbredt i den digitale tid. "Ikkesvar fremprovokerer en lang række forskellige følelser fra forladthed, afvisning og skuffelse til ærgrelse, vrede og harme. Ja, endda hævnlyst". Med overskrifter som "Berømte ikkesvar fra historien og litteraturen", "Undskyld, det glemte jeg", "Mental overbelastning", "Nonrespons som et værn mod frygt", "Den uendelige indbakke" m.m. skriver forfatteren, at hun med værket vil forstå menneskers reaktioner på ikkesvar, og dernæst se på de egentlige årsager til nonrespons for at afmystificere fænomenet. For hver del fremhæves tre vigtige pointer i en tekstboks.
Litteraturen om god etikette indenfor digital kommunikation er begrænset, men nødvendig. Forfatteren skriver interessant om et forsømt område. Om hvilken virkning manglende svar har på mennesker, samt hvordan man kan forbedre sig i forhold til at skrive og svare på beskeder. Rydahl baserer sin viden på erfaringer, grundig research og internationale undersøgelser.
En anden titel, som bl.a. omhandler digital kommunikation og adfærd er: Digitale liv.