Svend og Knud er to jomsvikinger, som får iværksat et togt til Skotland, hvor Svend er arving til et gods. Efter en del startvanskeligheder og forviklinger ankommer vores helte sammen med hunden Valdemar til Skotland, hvor arvegodset viser sig at være en ussel rønne; men måske er der mere at komme efter på de stormomsuste Færøer et sted ude i Atlanten? Fortsættelse følger i næste bind. Freddy Milton har tidligere lavet realistiske tegneserier om vikinger, men det nye udspil knytter an til Asterix-traditionen med situationskomik, anakronismer og verbal humor som fortællingens bærende elementer. Under besøget i Skotland når vores venner således både at opfinde golfspillet og at blive skræmt fra vid og sans af skotternes hemmelige våben, sækkepiben. Det er ganske vittig læsning, ligesom de ondskabsfulde stikpiller til færingernes overforbrug er det. Mindre morsom er ideen med at lade vikingerne tale i stavrim, hvilket hurtigt kommer til at virke anstrengt og i perioder gør replikkerne næsten ulæselige. Stort set byder albummets harmløse humor dog på udmærket underholdning, som i Miltons let karikerede streg uden den store detaljerigdom nok skal more de unge læsere fra ca. 10 år.