Romanen er for alle, der kan lide gode spændingsromaner med en del action. Da forfatteren debuterer med denne spændingsroman, kan det godt være, den skal hjælpes lidt på vej formidlingsmæssigt.
Wow for en spændingsroman, og så er Svømmeren endda den svenske forfatters debutroman. Ifølge bogens inderflap, er bogen under udgivelse i USA og en række andre lande også, og man forstår det godt, for bogen er virkelig god. Historien følger to personer: En navnløs CIA-agent, der har fået nok af det mere og mere voldsomme spil i marken, samt den svenske jurist Klara Walldéen, der arbejder i EU i Bruxelles. Hun bliver opsøgt af en tidligere kæreste, der uskyldigt er blevet anklaget for at stå i ledtog med terrorister og bliver forsøgt myrdet af ukendte gerningsmænd. Klara beslutter sig for at hjælpe ham, og pludselig er de begge jaget vildt rundt i Europa med kun et spinkelt håb om at klare sig igennem i live. Svømmeren er første bind i en planlagt serie om Klara Walldéen, og jeg venter utålmodigt på næste bind.
Hvis jeg skal sammenligne Svømmeren med noget, så må det blive en blanding af Robert Ludlums bøger om agenten Jason Bourne og Stieg Larssons Millenium-trilogi.
En virkelig god spændingsroman af svenske Joakim Zander, der hermed brager ind på scenen for spændingslitteratur. Historien er velskrevet med interessante personer og er ret spændende. Den får de varmeste anbefalinger herfra.