Denne forfatters fan-gruppe omfatter bl.a. de læsere, der gerne vil have en bog, der rummer underholdning, ikke stiller krav og samtidig fortæller en historie om stærke kvinder.
Steel skriver ikke et varieret sprog, hun fortæller lidt opremsende, men hun er så loyal overfor sine figurer, at man i denne genre tilgiver hende. Hun kan også finde på en god historie, i dette tilfælde er Alexa, der er advokat i New York, tvunget til at sende sin 17-årige datter, Savannah, væk fra byen, en psykopatisk massemorder, som står anklaget i en retssag, som Alexa fører, får sendt trusselsbreve til pigen. Alexas eksmand Tom, pigens far, bor i Charleston, og nu kommer fortællingen til at dreje sig om sydstaternes fordomme, utrolige klassebevidsthed, og om hvordan velhaverkredse, og de gamle slægter ikke tolererer nogen udefra. Toms nuværende kone, som også var hans første, afskyr pigen samt den kendsgerning, at ægtemanden ikke er lykkelig. Det hele viser sig dog at være starten på en ny tilværelse for både mor og datter. Mor får et karriere boost samt en kæreste, hun møder ved en rigtigt sydstatsfest, og datteren den rigtige skole, foruden en nyfundet familie i den smukke by.
I denne sæson har vi både Pat Conroys kærlighedserklæring til Charleston: Syd for Broad, samt Grishams Ford County om sydstaternes miljø.
Som altid underholder Steel uden de store falbelader, men det er jo også målet.