Det er en oplevelse at læse Steffen Hejlskov Larsens beskrivelse af den litterære periode, som kaldes modernismens tredie fase og som er præget af den digtning han kalder »systemdigtning«. Han argumenterer godt for ordet som ikke er et tomt begreb, men en synsvinkel. Forfatteren er i sine analyser i besiddelse af kunstnerisk finfølelse og den demonstrerer han i sin gennemgang af Per Højholt, Hans-Jørgen Nielsen, Svend Åge Madsen, Johannes L. Madsen, Jørgen Leth, Henrik Nordbrandt, Inger Christensen, Kirsten Thorup m. fl. Konklusioner og sammenfatninger kan man være uenig med ham i. Han har villet lave en personlig bekendelsesbog ud af det, for i forordet siger han, at bogen er et subjektivt værk set gennem hans øjne. Det er en pædagogisk vigtig indføring i en digtning, hvis hovedværker virker inciterende og som måske peger videre frem.