Det behøver ikke være maskulin blærerap eller barske rim fra gaden det hele, bare fordi man laver dansk hip hop. Man kan også lade sig inspirere af The Roots og skabe funky, håndspillet musik inspireret af soul og r&b. Det gør de i Flødeklinikken fra Århus, og det slipper de godt fra, for melodierne er sprøde og iørefaldende, de to rappere Laublau og Damp er kompetente, og så har Flødeklinikken i Sarah Mariegaard en særegen sangerinde, hvis let nasale vokal-hooks sidder lige i skabet. Det er hip hop med bred appeal, hvilket P3 forlængst har opdaget og sat "Jeg vil se dig græde" og "Barbieland" i rotation. Og mon ikke også "Cirkus" får masser af airplay, thi den gæstes af Shaka Loveless (ham med "Tomgang")?.