Ted er for alle, der holder af en skør, uforudsigelig komedie. Formidles sammen med familiefilm og komedier.
John er en voksen mand, der bor i New York. Han har job i bilbranchen og lever i et forhold med sin elskede Lori, som han gerne vil giftes med en dag. Det usædvanlige ved John er, at han som barn brændende ønskede sig, at hans bamse ville blive levende. Det ønske gik i opfyldelse, og lige siden har John og Ted været uadskillelige. Lori elsker John, men vil ikke bo sammen med en levende bamse. Ted har med årene udviklet en ret grovkornet form for humor, som Lori ikke kan forlige sig med. Ted flytter ud, køber IKEA-møbler og starter tilsyneladende sit eget festlige liv med en stor omgangskreds af kendte mennesker og smukke damer. John og Ted ses stadig ofte, og Lori føler sig ikke helt som den eneste ene i John liv. Da Ted kommer i fare, er det dog Lori, der tager initiativ til at redde ham.
Ted er instruktøren Seth MacFarlanes debut som spillefilmsinstruktør. Tidligere har MacFarlane instrueret og skrevet tv-serier i tegneserie-universet. Mest kendt er American dad! og Family guy. Ted kan fx sammenlignes med Amy Heckerlings Det er mig der snakker, 1989.
Historien om den voksne mand og hans levende bamse, er uforudsigelig, til tider underholdende, til tider nervepirrende. En udmærket instruktørdebut for Seth MacFarlane.