Kalejdoskopisk og hurtigt læst fagbog, der definerer begrebet kortfattet, og fortæller om den historiske udvikling af telegrafen og telefonen frem til fjernsyn, radio og tv samt satellitkommunikation og Internet. Teksten er kortfattet, en overordnet tekst introducerer emnet. Billedtekster i farvede bokse ved 5-6 billeder på hvert opslag udgør resten af emnets dækning. Sproget er faktatungt, og bogens ordliste er meget kort. Der bruges fotografier, mange i farver, og tegninger og grafiske illustrationer. Layoutet er afvekslende og dynamisk, præget af mange faktabokse, aktivitetsforslag og billedtekster i forskellige klare og markante farver, heraf flere der næsten fremstår som "neon"-farver. Layoutet stjæler lidt opmærksomhed fra tekst og billede i øvrigt. Bogen kan sammenlignes med Chris Oxlade Telekommunikation (1996), som får lidt flere historiske detaljer med. Bogen kan næppe stå alene ved opgaveskrivning. Bogen kan læses fra 12-13 år. Forside med mobiltelefoner, satellit og kortfattet tekst dækker sammen med bagsidetekst i rimelig grad bogens indhold.