"Briten, der står på Roskilde Festivals program, synger som en smertens mester, hvor kærlighed aldrig er for sjov - "Love Me In Whatever Way" hedder en af sangene. James Blake er nu som før en nørd, der inden for en musikalsk ramme, som kunne kaldes en popsang, eksperimenterer innovativt med alverdens lyde, der ofte har en melankolsk grundtone, som bliver tilført f. eks.en gospelstemning, et hiphop-beat eller en soulstil. Han kan vælge det komplekse udsagn, men han kan også håndtere det enkle budskab, som det sker på "F. o. r. e. v. e. r." og det klaverprægede titelnummer, der er smukt som en Erik Satie-komposition.Det ville være spændende, om James Blake næste gang dyrkede det enkle udtryk endnu mere".